The independent guide to Facebook

For nyligt var jeg et smut i London og her faldt jeg helt tilfældigvis over the Independents guide to Facebook. Jeg har ikke læst guiden fuldstændig, men bladret og læst det der har fanget min interesse. Mit indtryk er at guiden er ret god. Man får eksempelvis historien bag Facebook - hvilket jeg synes var sjovt. Men så får man også en masse eksempler på hvad folk har lagt på Facebook. Der er masser af reel information, sjove tips og ikke mindst inspiration. Bagerst i guiden er der ovenikøbet en introduktion til alle de alternativer der er til Facebook. Jeg ville ønske at jeg havde købt en hel stak med hjem af guiden, til venner og veninder. Så altså, skal du et smut til London, så tag en guide med hjem.
Den ser iøvrigt sådan her ud:

Pia/Citat.

Så er jeg blevet klogere

Netop hjemvendt fra et af Dansk Journalistforbunds efteruddannelseskurser, har jeg brugt tre dage på at pudse og polerer et af de klassiske værktøjer fra det, som Kanonkongen ville kalde ’den journalistiske værktøjskasse’, nemlig reportagen.

En af kursets første øvelser hed: Brug næsen. Og øvelsen gik helt enkelt ud på at skrive en reportage ud fra en lugt. Man kunne vælge mellem følgende lugte: Sennep, fisk, vanille, karry, ost.
Det kom der nogle forbløffende gode små reportager ud af og nedenfor er et nogle af dem. Alle reportagerne er lagt her med godkendelse fra skribenterne.

Skibet er ladet med…
Det er sommer, og klokken nærmer sig otte, men asfalten er stadig varm. Jeg tager min cykel, min lillebror gør det samme, og bag på min mors cykel sidder den yngste bror. Vi cykler gennem heden. Solen har brændt den lys grøn, nærmest hvid, og selv om vi ikke kan se den endnu, kan vi lugte, at vi nærmer os. Det lugter af penge. Lugter af fisk, og det river i næsen. Vores far er på vej ind i havnen, men andre fiskere er allerede ved at losse deres fangst. Vi må holde os for næsen. Efter tre dage i kutternes last er der ikke noget at tage fejl af: Der er en grund til, at det hedder skidt-fisk. Vi står med cyklerne og kigger ud over indsejlingen. Nu tuder han i hornet. Vi skal ned og se de mange tons fisk blive suget op i lastbilerne. Og have en is.
Karina

Duften af forbudte grin
Jeg kedede mig i butikken, den dag vi faldt i snak. Det blev starten på vores venskab. Hele den vinter sluttede jeg min lørdagsvagt i butikken med at drikke the hos Zaqa. Hendes svigermor herskede over stuerne i lejligheden, men køkkenet var Zaqas. Plastic-fantastic køkkenet kaldte jeg det, når jeg fortalte andre om min nye pakistanske veninde. Alt var af farvestrålende plastik og alt var klistret, på grund af en evigt arbejdede frituregryde. Men det var lugtene, der gjorde størst indtryk på den dengang 19-årige pige fra Hvidovre. Så uigenkendelige, at de formulerede spørgsmålet: Bager du kage med karry? Mens Zaqa grinede af mit spørgsmål, trådte hendes mand ind i køkkenet og hilste pænt på. Jeg gik aldrig lov til at komme til the hos Zaqa efter mødet med hendes mand. Han synes ikke hun havde tid til at få besøg.
Pia


Svedig karry
En brunstig elefant raserer gennem byen Bubaneswar. En fanatisk hindufascist brænder muslimske slagterbutikker af i Gurajat. Alt imens jeg bliver budt på stærk curry i Kendrapara af en halvanden meter indisk mand med en hamper aura omkring sig. Jeg ved ikke hvad der har været længst under opgejling, opsejling eller opvarmning – elefanten, hinduen eller karryen? Brunst. Brænd. Curry. Nu med sved! Lugten af Indiens kongekryddermix no. 1. blandet sammen med indermandens mere end 1 dag gamle sveddunst hensætter mig og mine næstehår i febrilsk delirium.
Marianne.


God fornøjelse
Pia/Citat

Brug din autosignatur

Endnu et lille nyttigt tip fra Abelone Glahns kursus ’Dit virtuelle håndtryk’ er at bruge sin autosignatur til at markedsføre sig selv. Under navn og adresse kan man eksempelvis have en ’Nyeste artikler’ og her have link til ens arbejde. Men man kan også have en lille reklametekst om hvilke opgaver, man tilbyder at løse. Altså en lille salgstekst.
Vælger man at have links til sine artikler i bunden af autosignaturen, er det vigtigt at opdatere dem.

Pia

Hvordan vælger man et kontorfællesskab?

En gang imellem bliver jeg kontaktet af nyudsprungne freelancere, der vil vide, hvad de skal lægge vægt på, når de vælger et kontorfællesskab. Årsagen er muligvis, at jeg for nogle år siden holdt oplæg for nyuddannede journalister i DJ om hvordan, man overlever som freelancer. Anyway, efter mange års erfaring fra mit eget kontorfælleskab Citat, plejer jeg at svare, at man først skal gøre sig klart hvorfor, man ønsker at være en del af et kontorfællesskab?
Det sociale vs. det faglige
Ønsker man primært kolleger at spise frokost med, et sted at møde om morgenen, nogen at holde julefrokost med eller spise wienerbrød med? Kort sagt, er ens behov først og fremmest socialt? Eller ønsker man et sted, hvor folk arbejder sammen, er visionære sammen, byder ind på nye kunder og større opgaver sammen, udvikler forretning og bruge hinanden som faglige sparringspartnere osv. Altså er ens behov primært det faglige?
I det første tilfælde, skal man lede efter et sted med søde og rare kolleger, der gider at slå en sludder af i ny og næ, og som bonus kan gøre det lidt nemmere at finde en kilde eller en case, fordi de også har et netværk.
Er ens behov/ambition imidlertid at få kolleger, som også ønsker at udvikle deres forretning og eksempelvis er indstillede på at arbejde sammen på større opgaver, så skal man spørge til det når, man besøger et muligt kontorfællesskab. Er der ikke nogenlunde overensstemmelse i hvordan medlemmerne af et kontorfællesskab har lyst til at bruge hinanden, kan der hurtigt opstå konflikter. Det er frustrerende at være en af dem, der gerne vil ud over stepperne forretningsmæssigt og så opleve, at ens kolleger egentlig bare er tilfredse med at passe deres egen lille freelance biks, som de har gjort i mange år. Og dem der bare gerne vil passe biksen, som de plejer, synes sikkert at man er lidt irriterende, når man kommer rendende med alle sine gode ideer.
Større netværk altid en fordel
Det siger sig selv, at selvom et kontorfællesskabs omdrejningspunkt primært er fagligt, så vil det sociale udvikle sig som en naturlig del. Og er man på et kontorfællesskab med det sociale som omdrejningspunkt, bruger man naturligvis også hinandens netværk og gode råd. Uanset hvilket slags kontorfællesskab, man havner i er det større netværk en kæmpe fordel.
Nybegynder fejl
En typisk ’nybegynder’ fejl i forhold til at vælge kontorfællesskab er også at vælge en gruppe, der ligner en selv. Eksempelvis en hel flok nybegynder freelancere, der slår sig sammen om, at danne et kontorfællesskab. Dermed er alle lige uerfarne og gør de samme fejl og har det sammen ’nybegynder’ netværk. En god blanding af rutinerede freelancere med masser af erfaring og et par nye entusiastiske, er den bedste blanding. Begge parter har noget at give hinanden.
God jagt på et godt kontorfællesskab.

Pia

Hvorfor er det vigtigt at blogge?

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i Abelone Glahns kursus: Dit virtuelle håndtryk. Jeg valgte at tage på kurset for at blive introduceret ordentligt til en masse af de nye sociale/professionelle netværk, der findes på nettet. Jeg ønskede, at finde ud hvordan jeg skulle forholde mig til de mange nye netværk, som findes i cyberspace, hvilke kan jeg bruge i professionel sammenhæng? Og ikke mindst hvordan man bruger dem?

Kurset var super godt og meget konkret. Vi gik igennem webblogs, linkedin, facebook mm.
Som forberedelse til kurset var vi blevet bedt om at Google os selv, for at se hvordan vi præsenterer os på nettet. Alene den øvelse var mildest talt en øjenåbner!!!! De første to gange jeg kom frem på Google var med en annonce for en ledig plads på Citat!! Set ud fra en professionel synsvinkel kunne jeg godt ønske mig en mere relevant præsentation på nettet. Men I kan jo prøve at gøre det selv, og se hvad kunderne finder som det første, når de Googler jer J

Da vi jo for nyligt har startet denne blog, var jeg særligt interesseret i hvordan man blogger og hvorfor man blogger, Abelone Glahn leverede følgende svar:

- 89 % leder efter leverandører på nettet.
- Dine kunder tjekker dig og du tjekker dem.
- 77 % af rekrutteringsbureauerne bruger internettet til at tjekke kandidater.
- Bloggere betragtes generelt som værende lidt mere fremme i skoene.

På spørgsmålet: Hvad blogger man om, svarede Abelone Glahn:

- Drop dagbøgerne
- skriv personligt, men ikke privat.
- Brug bloggen som en ’undre-liste’
- Løft emner til et meta-plan.

Nu er jeg gået igang med Abelones bog: Dit virtuelle håndtryk – sådan netværker du på nettet, og jeg vender jo nok tilbage med flere tips fra den.

Pia

Findes der en generation ”tung at danse med”?

Er det bare mig, eller findes der en hel generation, som er tunge at danse med? Altså, det er dem, der står to og to på rulletrappen ned til Metroen, helt uden at ænse den lange hale af folk i ’gå banen’ der forsøger at gøre opmærksomme på, at de gerne vil forbi. Drister man sig til at prikke dem på skulderen, vender de sig om med et smil, som var det første gang de så et menneske, og spørger hvad de kan gøre for en!!!! Hurtigt mumler man det indlysende, at man bare gerne vil forbi. Og straks lyder svaret: Jamen selvfølgeligt da! Og det er sagt i en tone, som havde de lige foræret dig én gave.
Repræsentanter for generation ’tung at danse med’ er overvejende kvinder over 60. Og de går tit i pels. En kort praktisk en vel at bemærke. Fodtøjet er også praktisk og indkøbsnettet er af stof. De er typerne, der også har deres helt egen måde at træde ind i et ventende metro tog på. De stiller sig nemlig lige midt i døråbningen, sådan lidt tøvende og tager bestik af situationen! Først kigger de til den ene side, SÅ kigger de til den anden side, SÅ træffer de en beslutning om til hvilken side, de skal gå til, SÅ endelig sætter de sig i bevægelse og går ind i toget. I mellemtiden står der en hel ventende kø bag dem, som må kaste sig over dørtrinnet, fordi togets døre bipper til luk.
For nyligt ventede jeg i endnu en kø foran en elevator i lufthavnen. Da dørene gik op, marcherede en pelsklædt dame i fornuftigt fodtøj raskt ind i elevatoren med sin kufferttrolley. Vel på plads i elevatoren vender hun sig om og smiler til den måbende kø. Hun havde simpelthen ikke ænset, at der var en kø, som hun lige helt hæmningsløst havde sprunget over.
Når man står i et supermarked så er det også dem, der når kassedamen siger: 349,75 kr. så først der begynder de at rode rundt i dametasken efter pungen. Når de så endelig har fundet pungen OG pengene, så skal de partout også lige finde de 75 øre i småmønt. ”Jamen jeg har dem lige her” siger de og roder videre i pungen, alt imens køen bag dem vokser og vokser. Det viser sig så, at de IKKE har 75 øre, hvorefter de glad rækker en femmer frem til kassedamen og spørger ”hjælper den her noget?”. Nej siger hun selvfølgeligt, og så endelig kommer der sedler på bordet og ekspeditionen kan fortsætte.
Jeg ved ikke helt hvad det er med ’generation tung at danse med’. De opfører sig lidt som om verden er til for dem og kun dem, men vi andre er da naturligvis også velkomne!! Det er en interessant blanding af ekstremt snæversynethed og venlighed, som gør det svært at reagere på dem. Hvordan er de blevet sådan? Har de gået så længe hjemme i villavejenes HTH køkkener, at de helt har mistet fornemmelsen for tid og tempo i samfundet i øvrigt? Eller har vi med vores rundhåndede omgang med fontex og cipramil, udviklet en helt ny type velfærdssøvngængere?
Pia