At give og modtage kritik

Jeg har lige fået en bog, som jeg har store forventninger til skal gøre mig klogere her i juledagene. Det er "At give og tage imod kritik" af den norske psykolog Guro Øiestad. Bogen giver svar på, hvorfor kritiske ord vækker angst og ubehag hos os. Og det vil da være dejligt at blive klogere på, hvorfor det er så ubehageligt at modtage kritik. Og give kritik. Personligt kunne jeg også godt tænke mig at blive bedre til at give personlig kritik. Det er en kunst at give konstruktiv og åben kritik i et blødt og behageligt tonefald. Ikke en genre jeg personligt er verdensmester i, da mit tonefald ofte og aldeles utilsigtet ender i et leje lige under barberkniv.

Forleden havde jeg en pudsig oplevelse med det at give og modtage kritik. Jeg er medlem af et virtuelt netværk, og som et led i en overspringshandling svarede jeg på en mail, hvor afsenderen bad om kritik på vedkommendes nyoprettede blog. Normalt afholder jeg mig langt fra den slags, da min liste inden for overspringshandlinger er lang og særdeles udbygget, men jeg faldt altså i vandet.

Brugte derefter tid på at læse bloggen seriøst og nåede frem til min konklusion, som jeg diplomatisk og engageret underbyggede. Fluks fik jeg svar retur, som på ingen måde anerkendte min holdning, men i stedet nærmest tangerede en belæring om, at jeg vist ikke helt magtede at sætte mig ind i det, der umiddelbart virkede kompliceret, og at vedkommende da ville have ønsket, at den tid, som jeg havde brugt på mit svar, var blevet brugt på bloggen.

Så var det jeg stod helt af. For hvorfor bede om kritik, når man ikke vil forholde sig til den? Måske kan vi alle lære af det. At vi ikke skal bede om kritik, hvis vi ikke har lyst til at høre på dem, der er uenige med os. At uenighed kan være dødirriterende, men at det ikke er qva rygklapperne, at vi udvikler os. Er det ikke?
Jette