Findes der en generation ”tung at danse med”?

Er det bare mig, eller findes der en hel generation, som er tunge at danse med? Altså, det er dem, der står to og to på rulletrappen ned til Metroen, helt uden at ænse den lange hale af folk i ’gå banen’ der forsøger at gøre opmærksomme på, at de gerne vil forbi. Drister man sig til at prikke dem på skulderen, vender de sig om med et smil, som var det første gang de så et menneske, og spørger hvad de kan gøre for en!!!! Hurtigt mumler man det indlysende, at man bare gerne vil forbi. Og straks lyder svaret: Jamen selvfølgeligt da! Og det er sagt i en tone, som havde de lige foræret dig én gave.
Repræsentanter for generation ’tung at danse med’ er overvejende kvinder over 60. Og de går tit i pels. En kort praktisk en vel at bemærke. Fodtøjet er også praktisk og indkøbsnettet er af stof. De er typerne, der også har deres helt egen måde at træde ind i et ventende metro tog på. De stiller sig nemlig lige midt i døråbningen, sådan lidt tøvende og tager bestik af situationen! Først kigger de til den ene side, SÅ kigger de til den anden side, SÅ træffer de en beslutning om til hvilken side, de skal gå til, SÅ endelig sætter de sig i bevægelse og går ind i toget. I mellemtiden står der en hel ventende kø bag dem, som må kaste sig over dørtrinnet, fordi togets døre bipper til luk.
For nyligt ventede jeg i endnu en kø foran en elevator i lufthavnen. Da dørene gik op, marcherede en pelsklædt dame i fornuftigt fodtøj raskt ind i elevatoren med sin kufferttrolley. Vel på plads i elevatoren vender hun sig om og smiler til den måbende kø. Hun havde simpelthen ikke ænset, at der var en kø, som hun lige helt hæmningsløst havde sprunget over.
Når man står i et supermarked så er det også dem, der når kassedamen siger: 349,75 kr. så først der begynder de at rode rundt i dametasken efter pungen. Når de så endelig har fundet pungen OG pengene, så skal de partout også lige finde de 75 øre i småmønt. ”Jamen jeg har dem lige her” siger de og roder videre i pungen, alt imens køen bag dem vokser og vokser. Det viser sig så, at de IKKE har 75 øre, hvorefter de glad rækker en femmer frem til kassedamen og spørger ”hjælper den her noget?”. Nej siger hun selvfølgeligt, og så endelig kommer der sedler på bordet og ekspeditionen kan fortsætte.
Jeg ved ikke helt hvad det er med ’generation tung at danse med’. De opfører sig lidt som om verden er til for dem og kun dem, men vi andre er da naturligvis også velkomne!! Det er en interessant blanding af ekstremt snæversynethed og venlighed, som gør det svært at reagere på dem. Hvordan er de blevet sådan? Har de gået så længe hjemme i villavejenes HTH køkkener, at de helt har mistet fornemmelsen for tid og tempo i samfundet i øvrigt? Eller har vi med vores rundhåndede omgang med fontex og cipramil, udviklet en helt ny type velfærdssøvngængere?
Pia